mandag den 31. oktober 2011

Den forsvundne Vitus

Da jeg stod og lavede mad idag legede Vitus selv som han plejer. Jeg kan som regel altid høre ham for der er masser af lyd på når han leger. Efter noget tid synes jeg dog der blev lidt stille inde fra hans værelse. Jeg ville lige tjekke hvad han lavede da man godt kan blive lidt urolig for han laver ballade når der er stille. Jeg kiggede på han værelse og kunne ikke se ham. I stuen og soveværelset var han heller ikke og jeg kunne slet ikke finde ham. Efter at have kaldt og ledt noget tid fandt jeg ham inde i det blå rør liggende helt stille med sin iPhone. Ikke det mest behagelige sted skulle man mene, men hyggeligt så det ud.



Det er jo nærmest umuligt at se nogen inde i det rør.

- Posted using BlogPress from my iPhone

Der' en kage i ovnen

Jeg har gjort noget vildt. Jeg har købt noget jeg VIRKELIG har ønsket mig længe. Det er meget konet og mor agtigt, men I don't care. Jeg har købt en røremaskine! Og en rigtig god en af slagsen. Først havde jeg bestemt mig for at købe en Kitchenaid - bare fordi jeg synes den er pæn. Men efter meget kort research på nettet fandt jeg ud af den faktisk ikke er super god. Så jeg endte med en Kenwood. Den er ikke lige så fin, men hold op hvor er den altså bare god. Jeg er allerede helt vild med den.
Så mangler jeg bare en masse gode brødopskrifter så vi kan bage alt selv. Jeg har længe syntes at det brød man kan få i de fleste butikker er lidt tarveligt og det økologiske udvalg er minimalt. Så nu ønsker jeg mig bagebøger så jeg kan finde de bedste opskrifter. Jeg ar især hørt godt om Meyers bagebog.


Selvfølgelig skal der også bages kager og Vitus ønskede vi skulle bage en chokoladekage så det gjorde vi selvfølgelig. Og lillen er ikke sen til at nuppe dejskraberen for at "gøre den ren" som han siger.



Vi er efterhånden også ved at være klar til baby. Jeg tror vi har fået købt alt det sidste. Tøjet er vasket og gjort klar, sengen er på plads, autostolen står og venter, moren er klar, faren bliver klar og Vitus glæder sig. Det eneste vi liiige mangler er et navn. Bare en detalje... Hold op hvor er det svært. Vi kan slet ikke finde på et godt navn til lillen. Jeg husker ikke det var så svært med Vitus, men denne gang er det altså helt umuligt. Jeg håber vi finder på noget inden han kommer ud.
Faktisk må han meget gerne komme ud nu. Jeg er simpelthen SÅ tyk! Jeg magter ikke længere at være gravid og vil gerne have den fødsel overstået. Jeg ser frem til at kunne tage sko på uden det er et problem og kræver en stol. Jeg glæder mig til at kunne stå og vaske op uden at skulle stå på alle mulige umulige måder. Jeg glæder mig til at kunne vende mig i sengen og ligge på maven. Og jeg glæder mig helt vildt til at se hvem der gemmer sig derinde. Se hvad det er for et menneske og opleve os som en "rigtig" familie med far, mor og børn. Det bliver så vildt.


Tjek lige dunken. Den sprækker jo snart hvis ikke ham den lille snart kommer ud.

fredag den 28. oktober 2011

Skal man grine eller græde?

Vitus kan godt blive lidt muggen for tiden - vi mistænker suttestoppet. Og efter han er startet i børnehave har han fundet ud af, at man faktisk kan true nogle med ord, hvis man bliver vred. Her den anden aften blev han så vred på mig og sagde: Mor! Hvis du ikke gør det nu, så tager jeg dig ud på badeværelset, tager dit tøj af og putter dig i bad OG putter sæbe på dine negle. Det må så være det værste han kunne komme i tanke om, at true med.

søndag den 23. oktober 2011

Vores lille graver

Idag var vi til urnenedsætning af min far i Thyregod. Vejret var skønt, træerne smukke og solen stod lavt og lyste det hele fint op. Vi var ikke så mange som ved mindehøjtideligheden, men det var - trods alt - rigtig hyggeligt.

Hullet er gravet og urnen står klar til nedsænkning. Jeg synes stadig det er lidt skummelt at min far er brændt og nu ligger som aske i den lille urne.

 Lige fra vi fortalte Vitus, at morfar var død og han skulle begraves har han haft et brændende ønske om, at det var ham som skulle grave hullet. Det kunne vi ikke helt opfylde men han kunne i hvert fald hjælpe med at fylde det igen. Han havde taget sin gule skovl med hjemmefra og var super sej til at fylde hullet. Moren var rørt til tårer og Vitus var så stolt og så glad.

 Heldigvis var stenen også klar og den kunne blive lagt på med det samme. Meget enkel og meget fin.

torsdag den 20. oktober 2011

Når kager er en nødvendighed


Når man er hjemme med en febersyg Vitus på tredjedagen og man selv er højgravid - ja så manglede det da bare man bagte nogle kager. De smager skønt! Og opskriften er tyvstjålet herfra.

onsdag den 19. oktober 2011

Dagens kommentar

Idag bad jeg Vitus rydde op på sit værelse så vi kunne lave en togbane. Ok siger drengen og går ind på sit værelse og lukker døren. Efter noget tid kommer han ud igen og mener han er klar til at lave togbane.

Mor: "Men Vitus du har jo slet ikke ryddet op."

Vitus: Sætter sig ned på gulvet. "Jamen jeg ved ikke hvordan man gør."

Mor: "Jo, kom nu bare igang"

Vitus: "Men jeg er jo en mand!"

Mor: "Jo jo, men mænd skal også rydde op"

Vitus: "Nej jeg vil bare sidde her og se på du gør det - ligesom far gør når du rydder op"

Ha ha ha, skarp observation fra lillemanden.


- Posted using BlogPress from my iPhone

mandag den 17. oktober 2011

Hjælp! Hvor kan man købe denne?

Jeg har set sådan en smart "cykel" man kan hænge bag ved barnevognen. Så vidt jeg kan google mig frem til hedder det en Strolli Rider.

Er der nogle der ved hvor man kan få fingre i en sådan?

Den ser ca. sådan ud.

søndag den 16. oktober 2011

Hvordan laver man vand?



Vi har gjort noget stort herhjemme. Der har ikke rigtig været nogle af os der havde overskud til det før, men nu har vi gjort det. Vi har været nede ved suttetræet og aflevere alle Vitus sutter. Vi har længe forberedt ham på, at der ville komme en dag hvor sutten skulle afleveres og han tog det i stiv arm. Han har jo længe kun brugt sutten om natten når han skulle sove, men vi vidste godt det ville blive svært for ham at undvære den.
Første aften var han meget ked af ikke at have sutten. Det er SÅ sjældent vi har oplevet Vitus græde rigtig meget, men denne aften og nat var helt sikkert en af de værre. Han tog 2 timer om, at falde i søvn og var vågen tre-fire timer om natten og var ked af det. Igår - anden aften - klarede han vildt flot. Han havde stadig svært ved, at falde til ro, men ingen gråd og efter at være blevet nusset på ryggen noget tid  faldt han til ro og gav op. Og så sov han hele natten helt indtil kl 8 - smukt! Det er forhåbentligt rigtigt at børn hurtigt vænner sig til forandringer.

Ellers er Vitus kommet "i-den-dér-alder!"

Hvad hoster man af?

Hvor kommer bien fra?

Hvor kommer perler fra?

Hvad bruger man vand til?

Hvordan laver man vand?

Hvorfor må jeg ikke køre bil?

Hvorfor er der ikke mennesker bag ved fjernsynet?

Det er bare nogle af de spørgsmål jeg har fået idag af vores lille spørge Jørgen. Det er helt utroligt så meget han er begyndt at spørge om alt muligt. Og han er ikke nødvendigvis tilfreds med det svar man giver ham så man skal virkelig svare for sig. Jeg prøver så godt jeg kan at svare, men hold op hvor er det altså svært at svare på ALT det han undrer sig over.

mandag den 10. oktober 2011

Hej Barsel!

Nå! Så så man lige mig gå på barsel nu - toenhalv uge før tid. Jeg havde virkelig håbet på, at kunne fortsætte indtil det sidste men niks. Jeg var ved lægen idag og hun insisterede på, at jeg lige tog en slapper det sidste af graviditeten og blev hjemme fra job. Så det må man jo lytte til selvom det er lidt ærgeligt.
Så nu har jeg masser af tid til, at få ordnet det sidste til baby og jeg ville jo også gerne købe alle mine julegaver inden baby ankommer. Spændende hvor meget jeg rent faktisk får nået...

 Dunken i uge 34. 

søndag den 9. oktober 2011

Koslik - på den klamme måde

Idag var vi på udflugt til Munkholm Zoo på Djursland. Det er nok den mindste zoologiske have jeg nogensinde har været i, men ikke destro mindre havde de en fin samling af meget forskellige dyr. Nogle af dyrene så også noget pjuskede ud, men det så ud som om de alle havde det godt. Det er jo ikke alle steder der har så fine forhold som f. eks. Givskud Zoo.













Man kunne gå ind til rigtig mange af dyrene og klappe dem og det skulle vi da også. Som det sidste ville vi gå ind i det de kalder en dyrebørnehave. Her var der kyllinger, kalve og lam man kunne hilse på. Der var et lille sort lam, som var så kært man havde lyst til at tage det med hjem. Og så var der tyrekalven - som altså ikke var så ung igen. Den ville også gerne hilse på og naive som vi jo er stikker vi hånden hen til snuden af den. Og ud kommer verdens længste tunge. Føj den var klam! Og så var det som om den bare ikke kunne stoppe igen. Den slikkede på alt og trængte os op i en krog. Jess og jeg var ved at tisse i bukserne af grin og Vitus syntes bare den var ulækker. Den sluttede så vores besøg af med lige at give mig et slik lige i måsen - thanks!

Søndagsmorgener


Der er nu intet så skønt som at få nybagte boller til morgenmad sådan en dejlig søndag morgen.

fredag den 7. oktober 2011

Man ved man er gravid...

...når man bare skal have det her kl. 10.30 en fredag formiddag.

Æblemand




Skønne æblebilleder

Min fars bisætelse er nu heldigvis overstået og det var en smuk, smuk dag. Nu mangler der bare urnenedsættelse, men det virker som om det er lidt mere overskueligt. Det var en hård dag og aldrig har jeg været så træt i mit hoved som da jeg kom hjem, men det skulle jo heller ikke være let. 
Det er så småt ved at gå op for mig, at jeg faktisk aldrig skal snakke med min far igen. Den tanke bider lidt og jeg håber jeg altid vil kunne huske de gode stunder vi har haft.

Når det så er sagt så føler jeg også jeg er kommet på "den anden side" og nu endelig kan fokusere 100 % på, at jeg jo faktisk snart bliver mor til to (puha det er altså også lidt vildt). Jeg har fået købt en del af de småting vi manglede og fået kigget det gamle babytøj igennem. Vi mangler sikkert en masse praktiske ting, men det må altså komme hen af vejen. 

Vitus er stadig helt vild med det der børnehave og han har fået en bedsteven. De er så vilde med hinanden at de giver krammere når de kommer om morgenen. Det er så skønt.
Han er også ved at droppe sin middagslur for han vil hellere på legepladsen end ligge og spilde tiden med at sove. Det resulterer så bare i, at han går kold utrolig tidligt herhjemme. Igår faldt han i søvn kl 17.30 og nåede ikke at få aftensmad. Jeg satser på han kan holde lidt længere når jeg går på barsel og han ikke behøver komme op kl 6.15.

onsdag den 5. oktober 2011

Og der må klappes


15 gaver til Vitus pakkekalender. Købt og pakket ind. Jeg er svært stolt over at være i SÅ god tid.

lørdag den 1. oktober 2011

Bondeidyl

Idag var Vitus og jeg et smut på landet. Vi besøgte min bedstefar som bor på den skønneste gård i en lille by der hedder Træden. Vitus havde glædet sig helt vildt og som sædvanlig havde han en masse ideer om hvor han skulle køre traktoren hen. Men når det kommer til stykket og han får lov at køre med de forskellige køretøjer tør han alligevel ikke. Men på trods af han var lidt af en tøsedreng havde vi en skøn dag.

Øjvind inde ved den stoooore sav.

Vitus holder sig for ørerne når der saves.

Det færdige træ læsses og Vitus var svært imponeret.

Han turde godt hjælpe med, at børste savsmulden af de færdige stykker træ.

Den store gamle traktor som var alt for farlig til at sidde inden i.

Fårene går i en lækker indhegning ved haven, men de larmer så frygteligt.

Så derfor blev de flyttet om bag laden.

Vitus kom endelig op i den lille traktor og han var meget stolt bagefter.

Den smukke Træden Søgård.

Karen havde bagt dén lækreste gulerodskage. Mums! 

Vi spiste både frokost og eftermiddagskage ude i det fantastiske vejr.

Øjvind har lige fået en robotgræslåmaskine som var igang da vi var i haven. Vitus syntes den var vildt spændende og enormt skræmmende på samme tid. Så da den endelig var på behørig afstand smuttede han indenfor. Efter noget tid kunne vi høre han havde fundet klaveret. Han spillede super fint og sang forskellige sange. Jeg fik ham lokket til at jeg måtte filme ham under et nummer, men desværre blev han forstyrret af at robotten udenfor der fik et lille flip.