I nat var Vitus så vågen ca. 1 milliard gange og klagede over at have ondt diverse steder så vi er hjemme idag. Jeg ved ikke helt om det er fordi han rent faktisk havde ondt eller fordi han egentligt bare trængte til noget mor-tid. Men vi har været hjemme og hygget sammen i sofaen det meste af dagen - og han nuppede lige en lur på 4 timer. Nogle dage er bare dømt til at være hygge dage. Og det er det idag. Ingen af os er kommet ud af nattøjet, Toy Story kører for anden gang, vasketøjet er stadig hvor det var imorges og der er blevet indtaget is som eftermiddagsdessert. Skønt.
Jess er begyndt at lære Vitus at tage tomlen op hver gang der bliver taget billeder så derfor kommer der nok mange tomler på vores billeder det næste stykke tid.
For et par uger siden var vi en tur på Vrads station for at spise lækker, lækker mad og køre med veteran toget. De to fætre var svært tilfredse med køreturen.
Ude i vuggestuen har de fået ny sandkasse og Vitus var temmelig tilfreds med der var en gravko et par dage.
En dejlig gåtur omkring Engsøen bringer en hen til den fine lille natur legeplads.To dage før vi rejste til Malta skete det frygtelige, at mine små søskenes stedfar døde. Han omkom i en frytelig, frygtelig motorcykelulykke. Det var simpelthen så tragisk. Jeg skal lede meget længe i gemmerne for at komme i tanke om andet der har gjort så ondt.
Det er ikke særlig længe siden vi var til bryllup hos Nette og René. De to skønne og lykkelige mennesker der blev til mand og kone er nu flået fra hinanden på den grusomste måde. Føj, hvor er det bare hårdt.
Og når vi nu er i den triste enden af skalaen kan jeg lige hurtigt rapportere om min far. Da vi fik af vide han havde kræft og skulle dø regnede jeg egentligt med, at der ville gå rimelig lang tid. Han var ikke synderligt påvirket af sygdommen på det tidspunkt. Det er han så tilgengæld nu. Bigtime! Imorgen kommer et lægehold fra Vejle sygehus' kræft afdeling og vurderer om han er klar til hospice. Og der kommer man altså først hen når de vurdere der kun er ca 14 dage igen. Yikes! Dèt er altså bare gået hurtigt. Det er virkelig en frygtelig sygdom. Hold jer fra den det er ikke et godt selskab.
Vi var et hurtigt smut forbi kræmmermarkedet på Tangkroen. Mest af alt for at kigge på de mange utrolig fascinerende mennesker der findes til sådanne markeder. For lige at beskæftige lillen lidt fik han lov at prøve en maskine - med garanti for gevinst. Dvs. man bliver ved med at styre fangearmen til den fanger en bamse. Som en mor der jo helt sikkert kender sin unges formåen var jeg overbevist om, at her mindst var underholdning i 10 min. Jeg tog fejl. "Jeg styrer!" Sagde Vitus selvfølgelig og hapsede en lille grå hund med det samme. Sådan kan man jo fejlbedømme så meget...Men hvor der ender liv kommer der jo som bekendt nyt liv. Og det er ingen undtagelse herhjemme. En af grundene til bloggen også har været stille er, at vi venter en lillebrorsøster til november. Og jeg har mildest talt været ramt. Føj, jeg har haft det skidt. Da jeg ventede Vitus troede jeg jeg havde det slemt. Det havde jeg ikke! I en hel måned har jeg denne gang kastet ALT op. ALT! Og det har nu ødelagt min lyst til sushi. Og mig som jo har været sushikok og har kunnet spise det til morgenmad. Men jeg kan ikke. Jeg har virkelig prøvet, men det er som om, at sushi bare er blevet til djævlens værk og bare jeg tænker på det vender det sig i maven. Håber virkelig det går over igen. Det skal det!
Vitus har fået af vide der er en lille i maven, men han ved vist ikke hvad det betyder. Eller så er han bare pænt ligeglad. I hvert fald er han ikke indstillet på at skulle dele værelse eller legetøj med en lille - det krydser vi så fingre for ændrer sig...
Et utroligt dårligt billede af skanningsbilledet, men man kan da lige forestille sig det er en bebs.
